Projekt Fokus

Fra 1. september 2025 arbejder vi i Lægerne Bystævnet efter en ny struktur, vi kalder Projekt Fokus. Formålet er at skabe mere tid, bedre overblik og grundigere behandling i en hverdag, hvor opgaven er blevet mere kompleks – både for os og for dig som patient.

Vi fokuserer som udgangspunkt på én vigtig problemstilling pr. konsultation. Det giver bedre mulighed for at fordybe sig, tænke med og finde de rigtige løsninger. Hvis du har flere ting på hjerte, hjælper vi dig med at prioritere – og vi tilbyder hurtig opfølgning, som regel inden for 10 hverdage.

Helhedsorienteret, tryg og bæredygtig behandling

Det nye princip er en faglig tilgang – ikke en fast regel. Vi tilpasser naturligvis, hvis der opstår noget akut eller komplekst. Du kan altid nævne alt relevant – og vi finder sammen den rette rækkefølge og indsats. Denne tilgang følger gældende retningslinjer og overenskomst, og bygger på vores faglige ansvar for at sikre helhedsorienteret, tryg og bæredygtig behandling over tid.

Der sker ændringer i vores bemanding

Jonas Baandrup, som ejer og leder klinikken, træder ud af den almindelige del af programmet og arbejder fremover med akutte patienter, plejehjem, supervision og udvikling af klinikkens struktur og faglighed. Jonas er til stede i klinikken alle dage (undtagen torsdage) og står stadig til rådighed, hvor det er relevant.

Speciallæge Marie Dam starter i klinikken 1. september 2025

Marie er en erfaren og engageret læge, som bliver en fast del af vores team. Hun vil være i klinikken mandag, tirsdag og torsdag – og bidrager med både høj faglighed og nærvær i mødet med patienterne.

Ændringerne skal sikre, at du som patient bliver mødt med overskud og kvalitet – og at klinikken også i fremtiden er et godt sted at være for både patienter og personale.